Århundredets kamp: Da skakken kom til Reykjavik i 1972
Der findes begivenheder i historien, som bliver større end det, de umiddelbart handler om. Sommeren 1972 mødtes to mænd over et skakbræt i en islandsk sportshal. Det var ikke bare et verdensmesterskab. Det var Den Kolde Krig reduceret til 64 felter.
Og hele verden fulgte med.
Manden fra Brooklyn
Robert James Fischer blev født den 9. marts 1943 i Chicago. Hans mor, Regina, var en selvstændig og politisk aktiv kvinde, der talte seks sprog og havde en ph.d. i hæmatologi. Hans far forlod familien, da Bobby var to år gammel. Det meste af sin barndom tilbragte han i beskedne lejligheder i Brooklyn.
I marts 1949 – Bobby var seks år – kom hans søster Joan hjem med et skakspil fra en slikbutik. Hun lærte ham reglerne ud fra vejledningen i æsken. Kort efter mistede hun interessen. Det gjorde Bobby ikke.
Han lærte sig at spille mod sig selv. Hans mor blev bekymret over hans isolation. I november 1950 sendte hun et postkort til Brooklyn Eagle med en annonce, hvor hun søgte andre børn, der kunne spille skak med hendes søn. Avisen vidste ikke, hvilken rubrik annoncen hørte hjemme i, og afviste den – men sendte den videre til Hermann Helms, "den amerikanske skaks dekan", som sørgede for, at Bobby kunne møde stærkere spillere.
Det ændrede alt.
Som 13-årig spillede Fischer det, der stadig omtales som "Århundredets parti" – ikke matchen i 1972, men et enkelt parti mod den internationale mester Donald Byrne ved Rosenwald-turneringen i 1956, hvor den 13-årige Fischer ofrede sin dronning i en vild kombination, der chokerede hele skakverdenen. Som 14-årig blev han den yngste amerikanske mester nogensinde. Som 15-årig blev han stormester – den yngste i historien på det tidspunkt.
Han droppede ud af gymnasiet som 16-årig. Til en journalist sagde han: "Man lærer ikke noget i skolen." Han lærte sig russisk på egen hånd, fordi han ville læse de sovjetiske skaktidsskrifter i original.
Fischer var ikke bare en skakspiller. Han var en naturkraft. Og han stod alene.
Det røde maskineri
Siden 1948 havde sovjetiske spillere vundet hvert eneste verdensmesterskab i skak. Det var ikke et tilfælde. Det var et system.
I Sovjetunionen var skak ikke bare et spil. Det var ideologi. Staten finansierede spillere, trænere og analytikere. Stormestre var statsansatte med privilegier og adgang til ressourcer, som ingen vestlig spiller kunne drømme om. Spassky rejste til Reykjavik med et helt hold bag sig: sekundanterne Efim Geller, Nikolaj Krogius og Iivo Nei, en professionel psykolog og en stab af analytikere, der arbejdede natten igennem.
Fischer kom med én sekundant: William Lombardy, en venlig stormester og katolsk præst.
Inden matchen havde Fischer aldrig vundet et enkelt parti mod Spassky. De havde spillet fem partier. Fischer tabte tre og remiserede to.
På papiret lignede det ikke en lige kamp. Det lignede en henrettelse.
Vejen til Reykjavik
Fischer kvalificerede sig til VM-matchen via en kandidatturnering, der stadig regnes for en af de mest ekstreme præstationer i skakhistorien. Han besejrede Mark Taimanov 6–0. Han besejrede Bent Larsen 6–0. Han vandt 20 partier i træk mod nogle af verdens bedste spillere. Intet lignende var set før.
Men Fischer var Fischer. Selv da alt pegede mod Reykjavik, var der ingen garanti for, at han faktisk ville møde op.
Hans krav voksede i ugerne op til matchen. Præmiepengene var for lave. Kameraerne ville forstyrre ham. Stolene var forkerte. Akustikken i spillelokalet var dårlig.
Åbningsceremonien fandt sted uden ham.
Den 4. juli 1972 – den amerikanske uafhængighedsdag – landede Fischer endelig i Reykjavik. To dage forsinket. Præmiepuljen var blevet fordoblet. Og Henry Kissinger, USA's udenrigsminister, havde personligt ringet til Fischer og sagt: "Bobby, America wants you to go over there and beat the Russians."
De 21 partier
Parti 1: Katastrofen
11. juli 1972. Laugardalshöll – Islands største sportshal med plads til 5.500 tilskuere. Den samme hal, hvor Led Zeppelin, Leonard Cohen og David Bowie havde optrådt.
Fischer havde hvid. Han snuppede en bonde i en stilling, de fleste stormestre ville have afvist som alt for risikabel. Det kostede ham partiet. Spassky vandt.
Det var en katastrofe. Men ingen anede, at det var begyndelsen på noget helt andet.
Parti 2: Walkoveren
Fischer mødte ikke op. Han var rasende over tv-kameraerne, som efter hans mening forstyrrede koncentrationen. Dommerne tilkendte Spassky sejren, uden at et eneste træk var blevet spillet.
0–2. Fischer bookede flybilletter hjem til New York.
Kissinger ringede. Arrangørerne accepterede at flytte det tredje parti til et baglokale bag scenen, normalt brugt til bordtennis, uden publikum og med kun ét lydløst kamera. Fischer accepterede og aflyste sin hjemrejse.
Parti 3: Springeren på h5
Det var her, Fischer begyndte at vinde.
I et baglokale, uden tilskuere, mod en verdensmester han aldrig tidligere havde slået, placerede Fischer sin springer på h5 i et træk, der var så overraskende, at det senere er blevet trykt på T-shirts. Spassky, der troede, han kendte Fischer ud og ind, var helt uforberedt.
Fischer vandt. Hans første sejr nogensinde mod Boris Spassky.
Da de vendte tilbage til scenen til parti 4, var noget grundlæggende forandret.
Parti 6: Symfonien
23. juli. Fem partier inde i matchen stod det 2½–2½. Fischer skulle have hvid.
Spassky og hans sekundanter diskuterede inden partiet, om Fischer måske ville afvige fra sin sædvanlige åbning. Spassky afgjorde spørgsmålet: "Lad os ikke spilde tid på den slags nonsens. Jeg spiller Tartakower-forsvaret. Hvad kan han opnå?"
Fischer spillede 1.c4. Det var kun tredje gang i et seriøst parti, at han brugte det træk. Det transponerede til dronningegambit – en åbning Fischer flere gange offentligt havde kritiseret og aldrig tidligere havde spillet med hvid i en turnering.
Spassky havde slet ikke forberedt sig på det.
Det følgende parti betragtes af mange som et af de smukkeste i skakhistorien. Fischer spillede uden fejl. Han udnyttede Spasskys bondestruktur systematisk, byggede et centralt fribondekompleks op og knuste modstanderens stilling med en præcision, der gjorde selv internationale mestre målløse.
Da partiet var slut, skete noget hidtil uset. Boris Spassky – siddende på verdensmesterens stol, som repræsentant for Sovjetunionen – rejste sig og klappede af sin modstander.
Den internationale mester Anthony Saidy beskrev partiet som "en symfoni af rolig skønhed".
Psykologien bag brættet
Det, der skete i Reykjavik, var ikke kun skak. Det var psykologisk krigsførelse.
Spassky var under enormt pres fra de sovjetiske myndigheder. Der var en forventning om, at han ville vinde. At tabe til en amerikaner, som opførte sig excentrisk og stillede urimelige krav, ville være en ideologisk ydmygelse. Geller, hans vigtigste sekundant, pressede ham til at afbryde matchen, trække sig og erklære Fischers adfærd uacceptabel. Spassky nægtede.
Fischers lejr påstod, at Spasskys stol var udstyret med elektronisk udstyr, der forstyrrede ham. Spasskys lejr påstod, at Fischer bevidst forsinkede, manipulerede og skabte uro for at nedbryde Spasskys koncentration. Stolen blev skilt ad og undersøgt ned til mindste skrue. Man fandt to døde fluer.
Spassky reagerede på en måde, ingen havde forudset. I stedet for at lade sig lamme af kaos begyndte han at spille mere aggressivt og mere kreativt. Han vandt faktisk tre partier i matchen – mod Fischer, den mand ingen havde kunnet standse i årevis.
Men det var ikke nok.
Den røde bogs hemmelighed
Én detalje fra optakten til matchen er værd at dvæle ved.
Fischer havde et eksemplar af Weltgeschichte des Schachs – et ambitiøst tysk projekt, der katalogiserede stormestres partier med diagrammer for hvert femte træk. Bogen rummede alle Spasskys hidtil spillede partier.
Fischer studerede den natten lang.
Han fandt et parti: Furman–Geller, Moskva 1970, i dronningegambit med trækket 14.Bb5. Spassky havde spillet den samme åbning i turneringer. Fischer så en forbedring. Han vidste, hvad Spassky sandsynligvis ville spille, fordi han kendte Spasskys skaklige bibel bedre end Spassky selv.
Parti 6 var ikke improvisation. Det var forberedelse, skjult bag en facade af spontanitet.
Slutspillet
Efter parti 6 tog Fischer føringen og beholdt den.
Han vandt parti 8 og 10. Parti 7, 9, 11 og 12 endte remis. Han vandt parti 13 med Alekhins forsvar – en åbning så uortodoks, at næsten ingen stormester spillede den, og som sendte chokbølger gennem hele skakverdenen.
Fra parti 10 og frem begyndte Spassky at vise tegn på sammenbrud. Hans sekundanter diskuterede, om han burde trække sig og erklære matchen ugyldig. Spassky nægtede igen.
Den 31. august begyndte parti 21. Spassky stod tabt efter 40 træk. Partiet blev udsat. Dagen efter ringede Spassky til dommeren og opgav uden at genoptage spillet.
Fischer vandt 12½–8½.
Han var verdensmester. Den første amerikaner siden Wilhelm Steinitz – som dog var naturaliseret og ikke født i USA – til at vinde titlen.
Hollænderen Jan Timman kaldte det "historien om den ensomme helt, der overvinder et helt imperium".
Efterspillet
Tilbudene strømmede ind. Reklamekontrakter til en samlet værdi af over fem millioner dollars. Fischer afslog dem alle.
Han vendte aldrig tilbage for at forsvare titlen. I 1975 udeblev han fra matchen mod Anatolij Karpov med krav, ingen organisation ville acceptere. Titlen gik til Karpov, uden at et eneste parti blev spillet.
Fischer trak sig tilbage. Han levede i stigende isolation, kom med antisemitiske udtalelser og konspirationsteorier og afviste al kontakt med den officielle skakverden.
I 1992 spillede han en uofficiel revanchematch mod Spassky i Jugoslavien, i strid med amerikanske sanktioner. Det udløste en international arrestordre. Fischer tilbragte sine sidste år i Island – det land, hvor han havde skabt sin største triumf – og fik islandsk statsborgerskab i 2005. Han døde i Reykjavik den 17. januar 2008.
Spassky døde i 2025.
Hvorfor det stadig betyder noget
Reykjavik 1972 er ikke bare skakhistorie. Det er et spejl af noget større.
Det var historien om den enlige mand mod systemet. Om hvad et enkelt menneskes kompromisløse fokus kan udrette mod alle odds. Om skakkens evne til at bære en hel epokes spændinger inden for 64 felter.
Garry Kasparov formulerede det præcist: Grunden til, at folk husker disse partier, er ikke kun skakken. Det er det politiske lag. I Sovjetunionen var skak et ideologisk redskab til at demonstrere intellektuel overlegenhed. Derfor blev Spasskys nederlag, på begge sider af Atlanten, oplevet som et knusende øjeblik midt under Den Kolde Krig.
Og netop derfor bliver partierne fra 1972 stadig spillet igennem. Ikke bare af skakspillere. Men af alle, der engang har siddet med brikkerne og forsøgt at tænke to træk frem.
Kilder og videre læsning
- Brady, Frank. Endgame: Bobby Fischer's Remarkable Rise and Fall. Crown, 2011.
- Kasparov, Garry. My Great Predecessors, Part IV. Everyman Chess, 2004.
- Wikipedia: World Chess Championship 1972
- ChessBase: Fischer vs Spassky – 50 years ago (2022)
- Chess.com: Fischer vs. Spassky – World Chess Championship 1972
- Iceland Review: From the Archive – The 1972 World Chess Championship in Iceland
- Pawn Sacrifice (film, 2014, instrueret af Edward Zwick)
- Bobby Fischer Against the World (dokumentar, HBO, 2011)
Se også:
