Skakkens historie – fra Indien til i dag

Få menneskelige opfindelser har rejst så langt og overlevet så meget som skakspillet. Det begyndte som en krigssimulation ved et indisk hof, rejste med arabiske handelsmænd og mauriske erobrere, blev forbudt af kirken, fejret af filosoffer og spillet af statsmænd under diplomatiske forhandlinger. Det tjente som metafor for galskab og frihed i litteraturen, og i 1997 blev det midtpunktet i et af historiens mest symbolske møder: mellem menneskets intelligens og maskinens regnekraft.

I dag spilles skak af anslået 600 millioner mennesker verden over. Det er det mest studerede brætspil, der nogensinde er skabt. Og det udvikler sig stadig.

Dette er historien om, hvordan det skete.

1. Oprindelsen: Indien og chaturanga (ca. 500–600 e.Kr.)

Historien begynder i Nordindien, sandsynligvis i Gupta-riget - en civilisation, der blomstrede fra det 4. til det 6. århundrede og regnes som en af de store guldaldre i indisk kultur, matematik og videnskab. Det var her, tallet nul for alvor blev udviklet som matematisk begreb.

Spillet, der opstod her, hed chaturanga - et sanskritord, der bogstaveligt betyder "de fire dele", og som i episk poesi betød "hær". De fire dele var de klassiske indiske hærgrene: fodfolk, rytteri, elefanter og stridsvogne. Det svarer i grove træk til de brikker, vi kender i dag, blot under andre navne. Bonden, springeren, løberen og tårnet har rødder, der går mere end 1.500 år tilbage.

Spillebrikker udgravet fra Lothal, en oldindisk havneby i Gujarat fra Induskulturens storhedstid. Dateret til ca. 2450 f.Kr. – årtusinder før chaturanga. Ingen ved med sikkerhed om de er skakbrikker. Men de minder om dem. Og de er fundet præcis det sted, historien begynder.

Den tidligste klare litterære kilde til chaturanga er digteren Banabhattas biografiske hymne om kejser Harsha, Harshacharita, skrevet omkring år 625 e.Kr. Her omtales spillet som noget, hoffet allerede kendte godt. Det var med andre ord veletableret, længe før teksten blev skrevet. De fleste historikere placerer derfor spillets opståen et stykke tidligere, et sted i det 6. århundrede.

Chaturanga adskilte sig fra tidligere brætspil på to afgørende punkter: Brikkerne havde forskellig styrke - i modsætning til for eksempel dam - og sejren afhang af én enkelt brik: kongen. Det er en genial abstraktion af krigens logik. Hele hæren eksisterer for at beskytte ét centrum.

Spillet blev sandsynligvis også brugt som redskab til strategisk tænkning. Den arabiske historiker Abu al-Hasan al-Masudi, der levede i det 10. århundrede, bemærkede, at indere brugte skak som pædagogisk middel til at forstå krigsførelse og skæbnens luner.

Murrays monumentale værk fra 1913 er stadig grundbogen i skakhistorie - en 900-siders afhandling, der tog 15 år at skrive og bygger på primærkilder fra arabisk, persisk, sanskrit og latin. Det er den kilde, næsten alle senere skakhistorikere har måttet forholde sig til.

"Nogle spiller med terninger for at afgøre, hvilken brik der flyttes. Der er dem, der mener, at skak begyndte som dette terningbaserede spil, og at lykkens element siden blev fjernet." - H.J.R. Murray, A History of Chess (1913)

2. Persien: Shatranj og "kongen er hjælpeløs" (600–900)

Da islamiske hære erobrede det sassanidiske Perserrige i det 7. århundrede, mødte de et spil, der allerede var velkendt ved persiske hoffer. Ifølge en berømt overlevering i det persiske litterære værk Wizashn ud Chatrang - også kaldet Chatrang-namak, sandsynligvis fra slutningen af 600-tallet eller senere - sendte en indisk ambassadør spillet til shahen Khosrow I med en udfordring: Forstå reglerne, ellers er I os underlegne. Perserne løste gåden og sendte til gengæld et andet spil til Indien: backgammon.

Det er formentlig en legende. Men den viser noget vigtigt: Skak var forbundet med intellekt og prestige. At mestre det var at demonstrere tankekraft.

I Persien fik spillet nye navne. Kongen - raja på sanskrit - blev til shah. Spillet hed nu shatranj. Og det var her, et af skakkens mest berømte udtryk opstod: shah mat - "kongen er hjælpeløs", ikke "kongen er død", som det ofte fejlagtigt oversættes. Det persiske udtryk vandrede videre til arabisk, til spansk jaque mate, til fransk échec et mat og til engelsk checkmate. Hver gang vi siger "skakmat", taler vi i praksis persisk fra det 7. århundrede.

Shatranj adskilte sig fra chaturanga på flere vigtige punkter. Den vigtigste brik ved siden af kongen var firzan - rådgiveren eller ministeren - langt svagere end den dronning, vi kender i dag. Den kunne kun rykke ét felt diagonalt ad gangen. Spillet var langsommere og mere defensivt. Skakmat var sjældnere. Sejr kunne også opnås ved at afklæde modstanderen helt, altså erobre alle hans brikker bortset fra kongen.

Den islamiske verden tog shatranj til sig med en entusiasme, der måske overrasker i dag. Muslimske lærde analyserede spillet systematisk og skrev de første egentlige skakteoretiske værker - Kitab ash-shatranj, "Bogen om skak" - i mange versioner og af mange hænder. Den irakiske spiller al-Adli al-Rumi, der levede i det 9. århundrede, var den første kendte skakspiller, der systematisk nedskrev åbninger og slutspilsstudier. Hans samtidige al-Suli var så dominerende, at udtrykket "at spille som al-Suli" i arabisk litteratur blev synonymt med enestående mesterskab.

Det ældste kendte nedskrevne parti i skakkens historie stammer fra et arabisk manuskript fra det 10. århundrede og knyttes til Bagdad og kredsen omkring kalifernes hof.

Skakbrikker fra Afrasiab, oldtidens Samarkand i det nuværende Usbekistan, dateret til ca. 760 e.Kr. Blandt de ældste kendte fysiske skakbrikker i verden. De er udskåret i elfenben og fundet ved udgravninger i Centralasien. Brikkerne afspejler indiske kunstneriske konventioner, hvilket understøtter teorien om, at skak rejste fra Indien til Persien og videre vestpå langs Silkevejen.

Et fotografi fra 1893, taget i Mazandaran i det nordlige Iran og bevaret i Golestan-paladsets arkiv, viser iranske hoffolk fra Qajar-dynastiet fordybet i et parti skak. Billedet minder os om, at skak i 1800-tallets Persien stadig var præcis det, det længe havde været i den islamiske verden: en kultiveret beskæftigelse for eliten, anset som både dannelse og tidsfordriv.

3. Middelalderens Europa: forbud, elfenbenstykker og vikingernes brikker (900–1400)

Spillet nåede Europa ad to hovedruter: via Spanien og Sicilien, som begge i perioder var under islamisk herredømme, og via handelsruterne mod øst.

Til Skandinavien kom spillet sandsynligvis med vikingerne – gennem handel og plyndring, rejser til Byzans og kontakter langs flodruterne ned gennem det østlige Europa. Vikingerne var ikke blot krigere. De var handelsmænd med ruter fra Dublin til Konstantinopel, og skak rejste med dem.

Det er denne rejse, der har efterladt et af skakkens mest berømte fysiske vidnesbyrd: Lewis-brikkerne. I 1831 opdagede en mand på øen Lewis i de Ydre Hebrider en lille stensamling begravet i en sandklit nær kysten. Indeni lå 93 spillebrikker - udskåret i hvalrostand, sandsynligvis fremstillet i Trondheim omkring år 1150-1200. Brikkerne forestiller konger, dronninger, bisper, riddere og vogtere med detaljerede ansigtsudtryk: en dronning med hagen i hånden i dyb kontemplation, en bersærk, der bider i sit skjold.

Lewis-brikkerne, National Museum of Scotland. Udskåret i hvalrostand, sandsynligvis i Trondheim omkring år 1150-1200.

Lewis-brikkerne befinder sig i dag dels på British Museum, dels på National Museums Scotland. De har også fået en lille plads i populærkulturen: De optræder i den første Harry Potter-film fra 2001 som det skaksæt, Ron og Harry skal besejre i filmens klimaks.

At middelalderkirken modsatte sig skak, er velkendt - men historien er mere nuanceret og mere morsom, end det lyder. Skak blev forbudt mange gange, uden at det hjalp det mindste. Det østortodokse kirkemøde fordømte spillet i 1093. Bernhard af Clairvaux forbød tempelridderne at spille i 1128. Biskoppen af Paris forbød det for gejstlige i 1208. Kong Ludvig IX af Frankrig - senere helgenkåret - forbød det ved religiøst edikt i 1254.

Og så spillede man videre.

Munkene var særligt ihærdige. I klosteret Lanercost i England har man fundet skakbrætter ridset ind i vindueskarme - kedsommelige munke, der arrangerede improviserede partier ved enhver lejlighed. Og hvad opfandt middelalderen som løsning? Det foldbare skakbræt. Det kunne foldes sammen og ligne en bog, med brikkerne gemt indeni.

Problemet for kirken var næppe selve spillet alene. Det var hasardspil, penge og slagsmål omkring brættet. En kronik fra 1100-tallet beskriver en biskop, der i raseri over et tabt parti slog sin modstander i hovedet med skakbrættet. En anden beretning fortæller om riddere, der spillede om høje beløb og siden kom i håndgemæng.

Men spillet overlevede alle forbud. I 1100- og 1200-tallet blev skak i Europa tværtimod opfattet som en ridderlig dyd - en af de færdigheder en velopdragen adelsmand burde beherske, på linje med at ride, svømme, jage og digte. Den allegoriske traktat Liber de moribus hominum et officiis nobilium sive super ludo scachorum fra 1200-tallet brugte skakbrikkerne som billeder på samfundets stænder - kongen, dronningen, biskopperne, ridderne og bønderne - hver med sit eget moralske ansvar.

Illumination fra et engelsk middelaldermanuskript, gengivet i A History of Domestic Manners and Sentiments in England during the Middle Ages. Skak i en hverdagslig kontekst, langt fra hoffets ceremonier og kirkens forbud.

4. En dronning ændrer alt: renæssancen og de moderne regler (1400–1600)

Det er i slutningen af 1400-tallet, at skak for alvor bliver til det spil, vi kender i dag - først og fremmest i Spanien og Italien.

Forandringen var dramatisk. Firzan - ministeren, den svage diagonale brik - blev til la dama, dronningen. Den brik, der knap kunne bevæge sig, blev spillets stærkeste: med fri bevægelse i alle retninger. Løberen, der tidligere kun måtte rykke to felter diagonalt, fik nu fri bane over hele diagonalen.

Konsekvenserne var omvæltende. Skakmat, der under shatranj-reglerne var en sjældenhed, kunne nu leveres på få træk. Det langsomme, defensive spil eksploderede i taktiske kombinationer. Spillet accelererede.

Ingen ved præcis, hvornår og hvor forandringen fandt sted. Men de første trykte skakbøger afspejler den. Repetición de Amores y Arte de Ajedrez af Luis Ramírez de Lucena, trykt omkring 1497, er en af de ældste kendte vejledninger i moderne skak. Pedro Damianos Questo libro e da imparare giocare a scachi fra 1512 fulgte efter og cirkulerede bredt i Europa.

Det er næppe tilfældigt, at spillet blomstrede i renæssancen - en periode præget af humanistisk tro på fornuft, strategi og rationel handling. Skak passede perfekt til tidens intellektuelle idealer.

En berømt anekdote: Den spanske præst Ruy López de Segura, en af tidens stærkeste spillere, besøgte Rom i 1560'erne og besejrede de førende italienske mestre. Hans navn lever videre som Ruy López-åbningen - en af de mest studerede skakåbninger nogensinde.

Liberale da Verona: "The Chess Players", ca. 1475. Tempera på træ, 33 × 40 cm. Metropolitan Museum of Art, New York. Maleriet stammer fra præcis den epoke, hvor de moderne skakregler tog form i Italien og Spanien. Det er sandsynligvis del af en narrativ billedserie inspireret af en litterær fortælling om skakspillere - et vidnesbyrd om, at skak allerede i 1400-tallet var dybt forankret i kulturen.

5. Oplysningstidens skak: Benjamin Franklin og Café de la Régence

I 1700-tallet skiftede skak karakter igen. Det blev et intellektuelt samlingspunkt for oplysningstidens store hoveder.

Café de la Régence i Paris var spillets epicenter. Den lå ved Palais-Royal og var fra 1740'erne til langt ind i 1800-tallet stedet, hvor nogle af verdens bedste spillere mødtes. Voltaire spillede der. Rousseau spillede der. Diderot spillede der og brugte caféen som ramme for sin filosofiske dialog Rameaus nevø, skrevet omkring 1761-1774.

Og Benjamin Franklin spillede der.

Franklin var grundlægger, naturvidenskabsmand, forfatter og diplomat - og lidenskabelig skakspiller. Der findes beretninger om, at han sad så opslugt af et parti, at han ignorerede diplomatiske depescher fra den amerikanske kongres, til partiet var slut. En anden fortælling beskriver ham spillende med en fornem dame i hendes badeværelse, mens hun lå i badekarret - tilsyneladende uden at finde situationen det mindste usædvanlig.

I 1779 skrev Franklin The Morals of Chess - muligvis det første essay på engelsk om skakkens moralske og intellektuelle egenskaber. Han argumenterede for, at skak træner forudseenhed, opmærksomhed og tålmodighed:

"The Game of Chess is not merely an idle amusement. Several very valuable qualities of the mind, useful in the course of human life, are to be acquired or strengthened by it... For life is a kind of Chess." - Benjamin Franklin, The Morals of Chess (1779)

Essayet cirkulerede i talrige udgaver og oversættelser og blev i 1791 den første skaktekst, der blev trykt i Rusland.

I samme periode levede og virkede François-André Danican Philidor - et af 1700-tallets store genier. Han var komponist og operaskaber af rang, men også verdens bedste skakspiller i årtier. Philidor var berømt for at spille blindskak mod tre modstandere på én gang. Og han formulerede en indsigt, der stadig citeres:

"Les pions sont l'âme du jeu." ("Bønderne er spillets sjæl.") - Philidor, L'Analyse des échecs (1749)

Philidor spillede ved Café de la Régence. Franklin var der. De spillede muligvis mod hinanden.

6. Staunton, London 1851 og skakkens industrialisering (1800-tallet)

1800-tallet var perioden, hvor skak blev formaliseret, organiseret og internationaliseret. To begivenheder markerer det særligt tydeligt.

Den første er Howard Staunton. Han var engelsk skakspiller, journalist og Shakespeare-forsker - og i 1840'erne almindeligt betragtet som verdens stærkeste spiller. I 1849 lagde han navn til et nyt brikdesign, der siden er blevet standard for turneringsskak verden over. Designet var funktionelt og genkendeligt: kongen med kors, dronningen med krone, springeren som hestehoved. Det er præcis det design, Norwalds brikker bygger videre på.

Den anden begivenhed er den første internationale skakturnering, afholdt i London i 1851 i forbindelse med verdensudstillingen The Great Exhibition. 16 spillere fra hele Europa mødtes - arrangeret af Staunton selv. Vinderen var den tyske spiller Adolf Anderssen, med en spillestil så offensiv og fantasifuld, at hans smukkeste parti fra perioden stadig er kendt som "Det Udødelige Parti" - Das unsterbliche Partie - et parti, hvor dronningen, begge tårne og en løber ofres på vej mod uafvendeligt mat.

London 1851 blev begyndelsen på skak som organiseret international konkurrence. Det første officielle verdensmesterskab fulgte i 1886 og blev vundet af Wilhelm Steinitz.

Thomas Eakins: "The Chess Players", 1876. Olie på panel, 29,8 × 42,6 cm. Metropolitan Museum of Art, New York. Maleriet er signeret "Benjamini. Eakins. Filius. Pinxit. 76" - "malet af Benjamin Eakins' søn" - og viser Eakins' far som stille tilskuer til et skakparti i en mørk, victoriansk stue. To mænd, et bræt, en karaffel vin og en kat i hjørnet.

7. Skak i litteraturen: Stefan Zweig og Marcel Duchamp

Få har skrevet om skak som Stefan Zweig. Hans novelle Schachnovelle (1941) - på engelsk Chess Story eller The Royal Game - blev skrevet i eksil i Brasilien, mens nazismen lagde Europa i ruiner. Det er hans sidste værk. Han og hans kone tog deres eget liv i 1942.

Novellen handler om Dr. B., en østrigsk advokat, der arresteres af Gestapo og holdes i fuldstændig isolation på et hotelværelse. Hans eneste mentale tilflugt er en stjålet bog med klassiske skakpartier. Han lærer dem alle udenad og begynder derefter at spille mod sig selv, med bevidstheden spaltet i to: hvid og sort. Det bringer ham til randen af sindssyge.

Zweig bruger skak som billede på menneskets evne til at overleve totalitarisme ved at skabe et indre rum - og på hvordan selv det ædleste mentale instrument kan blive en fælde.

"In chess, as a purely intellectual game, where randomness is excluded - for someone to play against himself is a paradox." - Stefan Zweig, Schachnovelle (1941)

Novellen tilhører samme tradition som Vladimir Nabokovs The Defense (Zashchita Luzhina, 1930) - romanen om et skakgeni, der langsomt mister sig selv i spillets mønstre. Begge bøger kredser om det samme: grænsen mellem mesterskab og besættelse.

Marcel Duchamp - kunstneren, der stillede et urinal på en piedestal, kaldte det Fountain og dermed var med til at grundlægge konceptkunsten - havde et mere praktisk forhold til skak. Han opgav maleriet og helligede resten af sit liv til spillet. Under bryllupsrejsen spillede han skak natten igennem og ignorerede sin brud fuldstændigt.

"I am still a victim of chess. It has all the beauty of art - and much more." - Marcel Duchamp

Yoko Ono skabte i 1966 et værk med titlen Chess Set for Playing as Long as You Can Remember - et skakspil, hvor alle brikker og alle felter var hvide. Spillet kunne ikke afgøres ved synet. Man måtte huske.

8. Den kolde krig på 64 felter: Fischer mod Spassky, 1972

Der findes partier, der er større end turneringssejre. Og der findes turneringer, der er større end sport.

Reykjavik 1972 var begge dele.

Bobby Fischer var en autodidakt fra Brooklyn af en hidtil uset slags - en amerikaner, der mod alle odds havde kæmpet sig igennem den sovjetdominerede skakverden. Siden 1948 havde sovjetiske spillere vundet hvert eneste verdensmesterskab. Skak var blevet en sovjetisk videnskab - systematiseret, statsfinansieret og dyrket som ideologi. Fischer var alene, egensindig og pinligt direkte. Han krævede bedre præmier, bedre stole, mindre støj og ingen kameraer.

Boris Spassky var det meste af det, Fischer ikke var: velopdragen, kultiveret, pragmatisk. Han repræsenterede en supermagt og en statsmodel.

Verden fulgte med. Aviser over hele kloden bragte partierne på forsiden. Amerikanske myndigheder pressede Fischer til at stille op af geopolitiske hensyn. Henry Kissinger ringede personligt.

Fischer vandt. Den kolde krig havde fundet sin slagmark på 64 felter, og Amerika vandt - med en excentrisk, vanskelig og genial mand fra Brooklyn.

Partierne fra 1972 studeres stadig. Fischer-Spassky er mere end en skakmatch. Det er et kulturelt monument.

Skakturnering på konstruktionsbureauet ved Zavod nr. 78, Moskva, 22. april 1935. Spillet var ikke forbeholdt eliten. Det blev aktivt fremmet som massekultur i fabrikker, klubber og skoler over hele landet. Sovjetstaten betragtede skak som et tegn på den socialistiske arbejders intellektuelle styrke. Det russiske skakmaskineri, der siden kom til at dominere verdensmesterskaberne i årtier, blev grundlagt i disse år.

Mellemspil: Skak i det fri

Mens verdensmestre spillede under lysene i turneringshaller, og diplomater fulgte med fra regeringskontorer, levede skak også et helt andet liv - ude i det fri, på stenborde i parker, med tilskuere, der stod tæt om spillerne i tavshed.

I New Yorks Washington Square Park har skakspillere samlet sig siden begyndelsen af det 20. århundrede. I Budapest langs Donau. I Havana, i Berlin, i Moskva. Og i Paris' Jardin du Luxembourg, hvor rækker af grønne stole og stenborde har stået siden 1800-tallet, og hvor pensionister, studerende og turister stadig mødes over de 64 felter i det samme lys som altid.

Skak i Osh, Kirgisistan - i hjertet af Centralasien, præcis den del af verden, spillet rejste igennem på sin vej fra Indien til Persien og videre vestpå langs Silkevejen. Skak spilles i dag på alle kontinenter, i alle kulturer og på alle sprog.

Jardin du Luxembourg, Paris - en forårsdag ved skakbordene under de blomstrende træer. For alle aldre, uden præmier og uden titler.

Det er denne version af skak - folkelig og tilgængelig - der måske bedst forklarer spillets overlevelse. Det kræver ingen adgang, ingen entré og ingen invitation. Et bræt og to spillere er nok.

9. Maskinen slår mennesket: Deep Blue, 1997

11. maj 1997 i New York. Garry Kasparov - verdensmester og af mange betragtet som den bedste skakspiller i historien - tabte det sjette og afgørende parti til IBMs supercomputer Deep Blue.

Det var første gang, en computer besejrede en regerende verdensmester i en match under turneringslignende betingelser. Deep Blue kunne evaluere omkring 200 millioner stillinger i sekundet.

IBM RS/6000 SP - Deep Blue. Supercomputeren, der i maj 1997 besejrede Garry Kasparov og som den første maskine vandt en match mod en regerende verdensmester under turneringslignende betingelser. Deep Blue er i dag udstillet på Smithsonian Institution i Washington, D.C.

Kasparov var rystet. Han bad om dokumentation for maskinens træk, mistænkte menneskelig indblanding og fik aldrig sin revanchekamp. IBM nedlagde Deep Blue kort efter.

I dag ville en smartphone kunne slå Kasparov i et hurtigt lynparti. Men det er ikke det mest interessante. Det interessante er, hvad 1997 kom til at betyde kulturelt: Det var øjeblikket, hvor menneskeheden i praksis måtte opgive forestillingen om, at skak var den endelige målestok for intellektuel overlegenhed. Spillet mistede ikke sin skønhed. Men det mistede sin absolutte status som prøve på menneskelig tænknings grænser.

Kasparov fandt selv fred med det:

"The computer will not substitute for chess. Chess will exist after computers. The human element will always be the central part of chess." - Garry Kasparov

10. The Queen's Gambit og det digitale comeback

I oktober 2020, midt under en global pandemi, udgav Netflix The Queen's Gambit - en miniserie om det fiktive skakvidunderbarn Beth Harmon, der kæmper sig fra barndomstraumer til verdenseliten i 1960'ernes USA. Serien blev skabt med Kasparov som konsulent. Inden for få dage steg søgninger på "chess set" og lignende markant på handelsplatforme. Chess.com satte rekorder. Kopier af Lewis-brikkerne blev udsolgt i British Museum Shop.

Det var næppe tilfældigt, at det skete under pandemien. Millioner af mennesker sad hjemme og ledte efter noget at gøre med hænderne, med hjernen, med en modstander. Skak blev et oplagt svar.

Chess.com rundede 100 millioner brugere i slutningen af 2022 og er siden vokset videre. Magnus Carlsen - norsk, dominerende i årevis og med en rating, der har overgået næsten alle tidligere højdepunkter - var allerede i færd med at bygge bro mellem skak som sport og skak som kultur: Han spillede hurtigskak med streamingstjerner, trak sig fra VM-cyklussen i klassisk skak, og optrådte i Louis Vuitton-kampagner ved siden af Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

Skak er tilbage. Større end længe.

11. Hvad et fysisk sæt bærer

Det er let at glemme, i en tid med digitale skakplatforme og AI-baserede analyseværktøjer, at spillet begyndte med noget fysisk. Elfenben og hvalrostand. Cedertræ og ibenholt. Stykker af verden, formet til symboler på menneskelig orden og konflikt.

De bedste skaksæt bliver stadig lavet i hånden. Drejet i massivt træ, afbalanceret med metalvægte i bunden, belagt med filt, der dæmper lyden af hvert træk. Der er noget ved at røre en god skakbrik - vægten, overfladen, det bløde klik mod brættet - der forbinder os til en praksis, som er 1.500 år gammel.

Benjamin Franklin spillede med brikkerne i hånden på Café de la Régence. Middelalderens munke ridsede skakbrætter ind i klostrets stenkarme. Fischer sad i timevis og stirrede på brættet i Reykjavik.

Det er det samme spil.

Kilder og videre læsning

Primære og klassiske referencer:

Murray, H.J.R. A History of Chess. Oxford University Press, 1913.
Hooper, David & Whyld, Kenneth. The Oxford Companion to Chess. Oxford University Press, 1992.
Eales, Richard. Chess: The History of a Game. Batsford, 1985.
Franklin, Benjamin. The Morals of Chess. 1779. Tilgængelig via U.S. National Archives (Founders Online).

Litteratur og kultur:

Zweig, Stefan. Schachnovelle. 1941. (På dansk: Skaknovellen.)
Nabokov, Vladimir. The Defense (Zashchita Luzhina). 1930.
Diderot, Denis. Le Neveu de Rameau. ca. 1761–1774.

Moderne og digitalt:

Doggers, Peter. The Chess Revolution. 2024.
Britannica: Chess — History (britannica.com)
Wikipedia: History of chess, Chaturanga, Shatranj, Lewis chessmen, Deep Blue versus Garry Kasparov
British Museum: The Queen's Gambit: How the Lewis Chessmen Won the World Over
IBM: Deep Blue (ibm.com/history/deep-blue)
CNN: The Queen's Gambit — Hit Netflix Show Will Speed Up Chess 'Boom' (2020)

Billedkilder (Wikimedia Commons, public domain):

Lothal-brikker: Gamesmen excavated from Lothal, resembling modern chess pieces — Wikimedia Commons
Samarkand-brikker, ca. 760 e.Kr.: Chessmen from Samarkand — Wikimedia Commons
Qajar-hoffolk, 1893: Golestan Palace Album No. 108-7 — Golestan Palace Library / Wikimedia Commons
Lewis-brikkerne: Lewis Chessmen, National Museum of Scotland — Kim Traynor / Wikimedia Commons (CC BY-SA 3.0)
Middelalder-illumination: British Library digitised image from "A History of Domestic Manners and Sentiments in England during the Middle Ages" — Wikimedia Commons
Liberale da Verona: The Chess Players, ca. 1475 — Metropolitan Museum of Art (accession 43.98.8) / Wikimedia Commons
Thomas Eakins: The Chess Players, 1876 — Metropolitan Museum of Art (accession 81.14), CC0 / Wikimedia Commons
Moskva fabriksturnering, 1935: History of chess in Moscow 05 — P. Markovsky / Главархив Москвы / Wikimedia Commons
Kyrgyz mænd, Osh: Kyrgyz men playing chess in Osh — Wikimedia Commons
Luxembourg-haven: Paris — Playing chess at the Jardins du Luxembourg (2955) — Wikimedia Commons
Deep Blue: IBM RS/6000 SP — Deep Blue — Wikimedia Commons

Se også: