Lewis-brikkerne: Middelalderens mest gådefulde skaksæt
I 1831 fulgte en mand sin ko ned på stranden ved Uig Bay på øen Lewis i de Ydre Hebrider i Skotland. Koen var vandret ud på sandet. Da manden gik efter den, fik han øje på noget i klitterne: en lille stenkiste, halvt begravet.
Han åbnede den.
Indeni lå 93 figurer – udskåret i hvalrostand og hvaltænder – forestillende konger, dronninger, bisper, riddere og vogtere. Ansigterne var så levende og udtryksfulde, at manden ifølge en lokal fortælling troede, han stod over for alfer eller ånder, og flygtede i panik.
Siden har de ikke forladt verden.
Foto øverst: Lewis-brikkerne fra samlingen på National Museum of Scotland i Edinburgh. Udskåret i hvalroselfenben og hvaltænder i det 12. århundrede, sandsynligvis i Trondheim. Public domain / National Museums Scotland.
Øen i havet
Lewis er den nordligste af de Ydre Hebrider, en øgruppe ud for Skotlands vestkyst. Det er et råt, vindomsust landskab af tørv, klipper og åbent hav. I dag bor der omkring 21.000 mennesker på øen. I det 12. århundrede var den norsk territorium.
Det er afgørende at forstå. Da Lewis-brikkerne blev lavet – sandsynligvis i perioden 1150–1200 – tilhørte Hebriderne kongeriget Norge. Biskopperne på Lewis hørte under ærkebispedømmet i Nidaros – det vi i dag kalder Trondheim. Skibsruter fra Norge til Irland passerede de Ydre Hebrider. Lewis var ikke et fjernt hjørne af verden, men en del af en levende nordatlantisk økonomi.
Og det er netop i denne økonomi, Lewis-brikkerne har deres oprindelse.
Hvalrossen fra Grønland
For at forstå Lewis-brikkerne må man forstå hvalroselfenben.
I det 12. århundrede var hvalroselfenben en af Europas mest værdifulde handelsvarer. Elefantelfenben fra Afrika kendte man godt, men det var dyrt og vanskeligt at skaffe. Hvalroselfenben – stærk, tæt og velegnet til detaljeret udskæring – kom fra Nordatlanten. Handelsruterne gik fra Grønland og det arktiske hav ned langs Norges kyst til byer som Bergen og Trondheim.
James Barrett, professor i middelalderarkæologi ved NTNU i Trondheim, har via DNA- og isotopanalyser af middelalderens hvalrosstødtænder vist, at størstedelen af Europas efterspørgsel i det 12. og 13. århundrede blev dækket af én kilde: det vestlige Grønland.
Norske handelsmænd sejlede i åbne både over Nordatlanten, lastet med hvalroselfenben og skind. De ankom til Trondheim. Og det var her – i Nidaros, i værkstederne i skyggen af katedralen – at nogen udskårede Lewis-brikkerne.
Det er i hvert fald den mest sandsynlige forklaring. Og beviserne er stærke.
Trondheim eller Island?
Diskussionen om Lewis-brikkernes oprindelse er en af middelalderarkæologiens mere livlige.
Det brede videnskabelige flertal peger på Trondheim. Argumenterne er tre: stilistisk lighed med kendte norske romanske udskæringer fra det 12. århundrede, især fra Nidaros-katedralen og kirkerne i Trøndelag; fundet af en beslægtet dronningefigur i Trondheim; og sammenhængen mellem ærkebispedømmets etablering i 1152/53 og tilstrømningen af hvalroselfenben fra det grønlandske bispedømme.
Modargumentet er islandsk. Historikeren Nancy Marie Brown fremsatte i sin bog Ivory Vikings (2015) teorien om, at brikkerne kan være fremstillet i Island – muligvis af den kvindelige kunstner "Margrét den Dygtige". Argumentet bygger blandt andet på, at betegnelserne for visse skakbrikker i perioden kun fandtes på islandsk og engelsk, hvilket kunne pege på et produkt rettet mod det engelske marked.
Debatten er ikke endeligt afgjort. Og det er netop den slags åbne spørgsmål, der giver brikkerne deres vedvarende fascinationskraft.
Hvem gemte dem – og hvorfor?
Det ved ingen.
Det er måske det mest gådefulde ved Lewis-brikkerne: ikke hvad de er, men hvorfor de lå der. Nedgravet i en sandklit. Gemt i en stenkiste. Tilsyneladende aldrig hentet.
Tre teorier går igen:
Den første er købmanden. Brikkerne kan have været handelsvarer – et kostbart sæt på vej fra Trondheim til en køber i Irland eller England, gemt midlertidigt under et ophold på Lewis af en handelsmand, der aldrig vendte tilbage.
Den anden er den lokale stormand. Lewis var i perioden hjemsted for magtfulde familier med tætte forbindelser til Norge. Brikkerne kan have tilhørt en lokal leder og være blevet skjult i urolige tider.
Den tredje er den gæliske legende. En fortælling fra øen, An Gille Ruadh – "Den Røde Tjener" – beskriver en søfarende, der flygtede fra sit skib med værdifulde genstande. Han blev dræbt, og skatten blev efterladt. Tjeneren, der fandt den, blev senere henrettet. Det er en legende, men den viser, hvordan brikkerne tidligt blev en del af øens fortællinger.
Det arkæologiske bevis siger blot: Nogen gemte dem med omhu. Og ingen kom tilbage.
Malcolm MacLeod og hans ko
Manden, der fandt dem, hed Malcolm MacLeod – på gælisk Calum an Sprot, "Malcolm Sprot". Han var fæstebonde ved Pennydonald nær Uig Bay.
Historien om koen er sandsynligvis sand. En hverdagsagtig begyndelse på et af historiens mest bemærkelsesværdige fund.
MacLeod vaskede brikkerne i en nærliggende bæk, opbevarede dem kortvarigt i sin lade og solgte dem derefter – ifølge kilderne for 10 til 30 pund – til kaptajn Roderick Ryrie fra Stornoway. Kort efter blev familien MacLeod fordrevet fra deres jord, da området blev omdannet til fårefarm.
Ryrie udstillede brikkerne ved et møde i Society of Antiquaries of Scotland i Edinburgh den 11. april 1831. Herfra blev samlingen hurtigt opkøbt og delt.
82 brikker gik til British Museum i London. 11 gik til det nuværende National Museum of Scotland i Edinburgh. Og der befinder de sig stadig.
Brikkerne selv: en miniaturecivilisation
Det mest slående ved Lewis-brikkerne er deres udtryk.
De er ikke abstrakte. De er ikke blot symboler. De er mennesker.
Kongerne sidder med sværdet over knæene – ikke hævet til kamp, men hvilende. De ligner trætte mænd med ansvar. Dronningerne – usædvanligt for perioden – fremstår som tænkende skikkelser med hånden mod kinden, som om de overvejer næste træk.
Bisperne sidder i fuldt ornat med stav i hånden, munden let åben, som om de taler. Ridderne sidder på små, kompakte heste, alvorlige og koncentrerede.
Og vogterne – det vi i dag kalder tårne – er noget helt særligt.
Nogle forestiller bersærker: krigere i raseri, der bider i deres skjold. Irving Finkel fra British Museum har kaldt dem "uimodståeligt komiske for et moderne publikum". Men de er også urovækkende. De viser mennesker på kanten af sig selv.
En enkelt vogter kigger til siden – den eneste af de 93 figurer, der ikke ser lige frem. Det lille sideblik gør figuren næsten sårbar. Animatorerne bag BBC-serien Noggin the Nog navngav netop denne figur "Noggin" – fordi udtrykket rummer en tøven, en karakter, der ikke helt hører til.
Analyser tyder på, at op mod fem forskellige håndværkere har arbejdet på brikkerne. De er ikke skabt af én kunstner, men af et værksted – sandsynligvis knyttet til arbejdet omkring Nidaros-katedralen.
En konge fra Lewis-sættet – kronet, iført lang kappe, siddende på trone med sværdet over knæene. Hvalroselfenben, sent 12. århundrede.
En dronning fra Lewis-sættet – kronet, siddende på trone med hånden mod kinden. Hvalroselfenben, sent 12. århundrede.
En ridder til hest med spyd, skjold og hjelm. Udskåret i spermhvaltand – et af de få stykker i samlingen der ikke er hvalroselfenben.
To vogtere fra Lewis-sættet: én stående med sværd og skjold, én bersærker der bider i sit skjold med sværdet hævet. Begge i spermhvaltand, sent 12. århundrede.
Det manglende stykke
I 2019 kontakter en familie et auktionshus i Edinburgh. De har et gammelt stykke hvalroselfenben liggende i en skuffe. Bedstefaren havde købt det i 1960'erne uden at vide præcist, hvad det var.
Alexander Kader, specialist hos Sotheby's, så på det.
Det var en Lewis-vogter.
En af de manglende brikker fra fundet i 1831, som i årtier havde ligget ubemærket i en privat skuffe. Den blev solgt for 735.000 pund.
Der mangler stadig fire vogtere og en ridder.
"Der er måske flere derude et sted," sagde Kader. "Men det kan tage mange år, inden de dukker op."
Det store spørgsmål om hjemsted
Lewis-brikkerne er et åbent politisk sår i britisk kulturarvsdebat.
82 brikker befinder sig i British Museum i London. 11 er i National Museum of Scotland i Edinburgh. 6 er på langtidslån til Museum nan Eilean i Lews Castle i Stornoway på øen Lewis – tættest på det sted, hvor de blev fundet.
Linda Fabiani, skotsk kulturminister, har kaldt det “uacceptabelt”, at så få af brikkerne er i Skotland. Historikeren Richard Oram fra University of Stirling er enig.
Den daværende direktør for British Museum, Neil MacGregor, svarede tørt, at det i så fald er Norge, der har det stærkeste krav – ikke Skotland.
Det er ikke et synspunkt, man uden videre kan afvise.
Da brikkerne blev lavet i det 12. århundrede, var Lewis norsk territorium. De er sandsynligvis fremstillet i Trondheim. De endte på Lewis som en del af det norske rige. Først i 1831 blev de fundet – på et tidspunkt hvor øen havde været skotsk i flere hundrede år.
Spørgsmålet om, hvem der “ejer” historien, er derfor ikke enkelt.
I 2025 fik diskussionen en ny drejning. Lewis-brikkerne blev for første gang udstillet i Trondheim, i en særudstilling på NTNU University Museum med titlen Sea Ivories.
Museets direktør, Hans Stenøien, sagde ved åbningen: “Dette er nogle af de største arkæologiske skatte i de nordiske lande. Nu kommer de endelig hjem.”
Lewis-brikker i British Museum, London. 82 af de originale 93 figurer befinder sig her, udstillet i Room 40.
Nogle af Lewis-brikkerne set bagfra i Room 40 i British Museum, brikkernes primære hjem siden 1831.
Harry Potter og den moderne myte
I 2001 kom den første Harry Potter-film: Harry Potter og De Vises Sten. I en scene mod slutningen spiller Harry og Ron troldmandsskak – med levende brikker, der bevæger sig selv og kæmper mod hinanden.
Brikkerne er Lewis-brikker.
Ikke originalerne, men et replika-sæt i rød og hvid, ejet af Irving Finkel fra British Museum – specialist i brætspil og dengang ansat i museets Mellemøstafdeling. Som barn var han blevet introduceret til Lewis-brikkerne af en kurator. Det møde kom til at præge resten af hans liv.
Finkel har siden beskrevet, hvordan man bør møde brikkerne:
“Buk dig ned eller sæt dig på hug, så du kan se gennem glasset direkte ind i deres ansigter og kigge dem i øjnene. Du vil se mennesker på tværs af tidens gang. De har en bemærkelsesværdig kvalitet. De taler til dig.”
Harry Potter-forbindelsen gjorde brikkerne kendt langt ud over museernes verden. For mange besøgende er de i dag ganske enkelt “Harry Potter-brikkerne”.
Der findes replika-sæt, som sælger i stort antal. Der er kager formet som figurerne. En Lego-skulptur med titusindvis af klodser på National Museum of Scotland. En japansk manga-roman. Og Disney-Pixar-filmen Brave fra 2012, der brugte dem som visuelt udgangspunkt for sin middelalderlige verden.
Og så er der de originale figurer i hvalrostand fra det 12. århundrede – stille og udtryksfulde bag museets glas.
Tre bisper fra Lewis-sættet i hvalroselfenben.
Hvad de fortæller os
Lewis-brikkerne er ikke bare skakbrikker. De er et vindue ind i en verden.
De fortæller om det norske middelalderrige og dets rækkevidde fra Trondheim til Hebriderne. Om handelsruterne over Nordatlanten. Om grønlandske hvalrosjægere og deres rolle i den europæiske luksusøkonomi. Om kirkens magt, om bispestolen i Nidaros og om, hvordan skak bevægede sig fra den islamiske verden til det nordeuropæiske samfund.
Men de fortæller også noget enklere.
At mennesker i alle tider har siddet over for hinanden med et bræt imellem sig.
At nogen, et sted i det 12. århundrede, bestilte disse brikker hos en håndværker – sandsynligvis i Trondheim – og bad om noget mere end funktion. Om figurer med ansigter, med vægt, med nærvær. Noget, der kunne holde i hænderne og holde i tid.
Og det gør de stadig.
Ni hundrede år senere står de bag glas og ser tilbage på os. Ikke som symboler, men som mennesker. Der er noget ved deres blikke. Noget genkendeligt. Noget uafklaret.
Måske er det derfor, de bliver ved med at fascinere.
De er blandt middelalderens mest menneskelige genstande.
Og de manglende fire vogtere og en ridder er derude et sted – måske i en skuffe, måske i jorden.
Kilder og videre læsning
Billedkilder:
- NMSLewisChessmen29: Lewis-brikkerne, National Museum of Scotland — National Museums Scotland / Wikimedia Commons. Public domain.
- NMSLewisChessmen5: Kongebrik (H.NS 19), hvalroselfenben — National Museums Scotland / Wikimedia Commons. CC-BY-SA 4.0.
- NMSLewisChessmen23: Dronningebrik (H.NS 21), hvalroselfenben — National Museums Scotland / Wikimedia Commons. CC-BY-SA 4.0.
- NMSLewisChessmen14: Ridder (H.NS 27), spermhvaltand — National Museums Scotland / Wikimedia Commons. CC-BY-SA 4.0.
- NMSLewisChessmen2: To vogtere (H.NS 28–29), spermhvaltand — National Museums Scotland / Wikimedia Commons. CC-BY-SA 4.0.
- Collections_of_the_British_Museum_299: Lewis-brikker i British Museum — Interfase / Wikimedia Commons. CC-BY-SA 4.0.
- British_Museum_-Room_40_Lewis_Chess_Pieces(20222522988): Room 40, British Museum — Paul Hudson / Wikimedia Commons. CC-BY 2.0.
- NMSLewisChessmen1: Tre bisper (H.NS 24–26), hvalroselfenben — National Museums Scotland / Wikimedia Commons. CC-BY-SA 4.0.
Tekst og videre læsning:
- Stratford, Neil. The Lewis Chessmen and the Enigma of the Hoard. British Museum Press, 1997.
- Brown, Nancy Marie. Ivory Vikings: The Mystery of the Most Famous Chessmen in the World and the Woman Who Made Them. St. Martin's Press, 2015.
- Finkel, Irving. The Lewis Chessmen and What Happened to Them. British Museum Press, 1995.
- National Museums Scotland: The Story of the Lewis Chess Pieces (nms.ac.uk)
- British Museum: The Queen's Gambit – How the Lewis Chessmen Won the World Over (britishmuseum.org)
- Metropolitan Museum of Art: Under Their Spell (metmuseum.org)
- Life in Norway: British Museum's Lewis Chessmen Return Home to Trondheim (2025)
- Washington Post: Lewis Chessmen – Viking-era Chess Piece Could Fetch $1 Million at Auction (2019)
- ChessBase: Norwegian-Icelandic War over the Lewis Chessmen (2011)
- Wikipedia: Lewis chessmen
Se også:
